Organisation
Hvad er Lillebælt Sport og Kultur? Og hvad står vi for?
BLIV SPONSOR
EVENTKALENDER
KONTAKT
LOGIN & BOOKING
Lillebælt Sport og Kultur
… Bygger bro til gode oplevelser i Middelfart og Strib
Lillebælt Sport og Kultur er en selvejende institution med den primære opgave at facilitere sporten og idrætslivet i Middelfart Kommune. Vi ejer vores idrætscentre og svømmehal og modtager tilskud til driften fra Middelfart Kommune, da disse faciliteter danner rammerne for foreningsliv og idræt i kommunens skoler. Derudover består Lillebælt Sport og Kultur også af en kommerciel forretning, da vi også tilbyder kompetencer og faciliteter til arrangementer som koncerter, messer og markeder samt kurser, konferencer, fester mv.
Lillebælt Sport og Kultur stræber efter at skabe rammer for idrætslivet, sport og foreninger. For at sikre at vi når vores strategiske mål, er der blevet nedsat en Bestyrelse med ildsjæle fra den private sektor og medlemmer fra Middelfart Kommune. Vi afholder også Brugerråd og Repræsentantskabsmøder, hvor vi i samarbejde med vores foreninger kan videreudvikle og forbedre vores faciliteter og tilbud.
Vores dygtige og engagerede medarbejdere sørger i dagligdagen for at vi når vores strategiske mål og at alle vores brugere mødes i øjenhøjde og får den bedst mulige service.
Du kan læse mere om vores Bestyrelse, Repræsentantskab og Brugerråd på denne side.
Lillebælt Sport og Kultur blev grundlagt i 2014 og består af 4 centre:
Færøvej 74-76, 5500 Middelfart
Strib Fritids- og Aktivitetscenter
Ny Billeshavevej 1-3, 5500 Middelfart
Strib Svømme- og Motionscenter
Øster Allé 4, 5500 Middelfart
Færøvej 67, 5500 Middelfart
Lillebælt Sport og Kultur tilbyder gode oplevelser inden for 7 områder:
Sport, Svømning, Fitness, Bowling, Kursus, Fest og Event
Værdier
Engagerede – Det betyder noget for os
Ordentlige – Fair Play er vigtigt for os
Professionelle – Vi spiller for at vinde
Imødekommende – Vi søger samspillet
Nytænkende – Vi er i konstant bevægelse
Mission
Vi sætter kultur, motion og fysisk udfoldelse på dagsordenen over for kommunens børn, unge, voksne, ældre og handicappede.
Vi understøtter og faciliterer idrætslivet i kommunen og huser klubber og foreninger.
Gennem kommerciel udnyttelse af kompetencer og faciliteter til møder, koncerter, messer, konferencer mv. sikrer vi en indtjening der kan understøtte det foranstående.
Bestyrelse
Lillebælt Sport og Kulturs bestyrelse består af:
Claus Hansen
Direktør
Otto Lindskov
Bestyrelsesformand
Søren Illum
Næstformand
Erik Yde
Bestyrelsesrepræsentant
Per Henning
Bestyrelsesrepræsentant
Henrik Ladekjær
Bestyrelsesrepræsentant
Allan Buch
Bestyrelsesrepræsentant, udpeget af Middelfart Kommune
Hans Christian Pristed
Bogholder for LSOK
Claus Urhøj
Revisor for LSOK
Regitze Tilma
Bestyrelsesrepræsentant, udpeget af Middelfart Kommune
Hvem udpeger bestyrelsen?
Fire medlemmer udpeges af den til enhver tid siddende bestyrelse. Det enkelte medlem udpeges for en periode på maks. fire år. To af de fire medlemmer udpeges forskudt med to års mellemrum. Genudpegning kan finde sted. I tilfælde af at et af de udpegede bestyrelsesmedlemmer ophører i pågældendes valgperiode, er bestyrelsen selvsupplerende. Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand og sekretær.
Formanden er tillige formand for repræsentantskabet. To medlemmer udpeges af Middelfart Kommunes Byråd for rådets valgperiode.
Kun personer der er fyldt 18 år, kan vælges eller udpeges til bestyrelsen.
Middelfart Kommune skal, forud for udpegning af nye bestyrelsesmedlemmer, orienteres herom.
De af bestyrelsen udpegede bestyrelsesmedlemmer skal tilsammen have kendskab til den organiserede idræt, den uorganiserede idræt og kulturlivet, samt have erfaringer og kompetencer inde for drift af erhvervsvirksomhed.
Hvad er bestyrelsens opgaver og ansvar?
Bestyrelsen har den overordnede ledelse af Lillebælt Sport og Kultur og er herunder ansvarlig for Lillebælt Sport og Kulturs økonomi.
Bestyrelsen har kompetence til at etablere datterselskaber. Bestyrelsen skal orientere repræsentantskabet herom. Bestyrelsen kan afhænde driftsenheder og opløse eventuelle datterselskaber, såfremt den finder, at dette vil være til den samlede organisations bedste.
Repræsentantskab
Repræsentantskabet er den højeste myndighed i Lillebælt Sport og Kultur. Repræsentantskabet består af bestyrelsen samt medlemmer fra de forskellige foreninger i Lillebælt Sport og Kultur og de er ansvarlige for at vælge formand, næstformand og ét medlem til bestyrelsen.
Repræsentantskabsmøde
Lillebælt Sport og Kultur indkalder repræsentantskabet til møde en gang om året. Vi offentliggør programmet her på siden inden mødet.
Medlemmer af repræsentantskabet modtager en invitation pr. mail.
Om Repræsentantskabsmøde ifølge Lillebælt Sport og Kulturs vedtægter
Uddrag af vedtægterne vedr. repræsentantskab:
§6 Stk. 1 Repræsentantskabet er Lillebælt Sport og Kulturs højeste myndighed.
Stk. 2 Lillebælt Sport og Kulturs repræsentantskab udgøres af bestyrelsen og en repræsentant fra hvert medlem jf. § 4 stk. 1.
Stk. 3 Kun personer, der er fyldt 18 år kan indgå i repræsentantskabet.
Uddrag af vedtægterne vedr. repræsentantskabsmøde:
§7 Stk. 1 Ordinært repræsentantskabsmøde afholdes hvert år før den første april med følgende minimumsdagsorden:
- Valg af dirigent og stemmetællere
- Årsberetning fremlægges og godkendes
- Fremlæggelse og godkendelse af det reviderede regnskab
- Budget for det indeværende år fremlægges til orientering
- Indkomne forslag
- Orientering om bestyrelsesmedlemmer udpeget af bestyrelsen
- Valg af repræsentantskabets bestyrelsesmedlem og en suppleant for denne
- Eventuelt
Stk. 2 Indkaldelse til repræsentantskabsmøde foretages af bestyrelsen med mindst 14 dages varsel ved offentliggørelse på Lillebælt Sport og Kulturs hjemmeside og via e-mails til hver enkelt driftsenhed, samt bestyrelses- og repræsentantskabsmedlemmer. Indkaldelsen skal indeholde dagsorden for mødet, samt angive sted og tidspunkt for mødets afholdelse.
Stk. 3 Forslag, der agtes fremsat på repræsentantskabsmødet, skal skriftligt være formanden i hænde senest 8 dage før mødets afholdelse.